Veteranstævne 1976. 7. juni. Aachen.

Afstand mellem Cambrai og Aachen er ca. 200 km.

Christian Rathkjen er nede fra Øsby, Hajstrup. Senere flyttet til Ulfborg. Først til Fredericia-egnen. Der har jeg så arbejdet i mange år. Vi blev så gift i 1928. Så blev jeg invalid. Så flyttede jeg op til Ulfborg-egnen. Der boede to af mine børn. Jeg regnede med, at jeg kunne hjælpe dem lidt i landbruget, men da jeg kom derop, så ville det ikke lykkes mere. Nu har vi en stor have

 Så går Jeg og passer den. Jeg bruger kultivatoren, og Maren bukker sig ned og luger med fingrene. I er så pensioneret i dag, og I har været glade for det.

I er faste deltagere ved de årlige veteranstævner. Og netop i eftermiddag har du fortalt om dine oplevelser ved Cambrai. Ja, det har jeg. Jeg begyndte vistnok med at fortælle om 19. marts 1918. Da kom vi til at ligge uden for byen Cambrai.

20. marts. Først blev vi stillet op om eftermiddagen kompagnivis, og kompagniføreren kaldte os hen til det lange bord, hvor han havde et landskab i miniature. Han fortalte os, hvad der skulle foregå den næste morgen, den 21. marts. Kl. 5 om morgenen skulle det tyske artilleri begynde at skyde. Den første time med gas. De næste tre timer med feltgranater. Så lå bayerne foran os. De skulle storme først. Da vi havde fået det at vide, da snakkede Pilgård (sønderjyde) og mig og én mere sønderjyde om hvordan, det nu ville gå os. Om englænderen havde opdaget os. For hvis han havde det, vi skulle nemlig ligge i 2. linie, og så ville spærreilden komme der. Og det ville it’(ikke) blive sjovt. Så det spekulerede vi noget på.

Men vi fik jo så ordre på der, at om aftenen skulle vi marchere ud i stilling. Sent kl. 2 om natten. Alt hvad der var af mandskab skulle være på plads til denne offensiv. Det kom vi så, og det var jo sådan lidt mørkt i marts måned, selvfølgelig. Kl. 5 min i 5 begyndte de tyske kanoner i tusindevis at skyde last ud. Det gik godt, for så vidt for vores vedkommende. Kl. 8.45 næste dag stormede bayerne, og vi fik besked om, at de var gået igennem den engelske linie. Og de fortsætter.

Så kom der siden besked om at der var kommet tanks imod dem, og lidt efter igen besked om, at de var blevet tilintetgjort. Så fik vi ordre på at rykke frem. Gassen var der ved 7-tiden som en tæt tåge. Men så kom solen frem, og så forsvandt gassen. Så kunne vi smide gasmasken. Så marcherede vi bagefter. Men ved middagstid kom vi op til en by. Der skulle vi gøre holdt og fik ordre på ikke at gå ind i byen, for der lå gas. Vi skulle uden om den. Og der opdagede englænderen os. Han gav signal til det engelske artilleri, og der blev kompagniføreren såret.

Og Pilgård, min kammerat, han fik et granatchok. Og vi andre fortsatte til om aftenen. Christian, hvad er et granatchok? Det er altså når der kommer en granat lige i nærheden, uventet, ikke sandt? Den eksploderer, og man kan få et chok af det. Se når man er derude, jeg blev forundret over, så kommer granaten, og englænderen havde jo ikke skudt før. Han havde været helt tavs, så vi var ikke forberedt på det. Han havde nok regnet med, at tyskerne ville lave denne her masseoffensiv, men hvor, det vidste han ikke, nej. Derfor var det så spredt lidt over det hele. Opgaven var, at vi skulle sprænge engelsk manden og franskmændene fra hinanden. Englænderen ud til kanalen, ud til Calais, og så jages hjem.

Og franskmændene skulle sydpå, ned efter Paris. Sådan var planen. Så kom vi til aften, og der blev gjort holdt. Jeg glemte at fortælle, at der om eftermiddagen havde vi fået signalet at vide. Den hvide stjerne betyder: Her er vi. Det sendte tilbage til det svære artilleri. Hvis vi så skulle have hjælp af artilleriet skulle vi sende en grøn kugle op. Det betød Fernichtenfeuer (Langtrækkende Artilleri) og det andet spærreild. Nå, men det fik vi ikke brug for. Vi marcherede fremad. Så blev der gjort holdt ved den by, og vi gik uden om den. Så gjorde vi holdt der og gik i de engelske skyttegrave. De var jo forladt nu. Der lå fuldt af lig, både af englændere og bayere.

Og så satte vi os til at sove. Så er det jeg kan huske, at jeg havde lagt mit tornyster oven på jorden. Den kunne ikke være nede ved os, i det her hul. Jeg havde lige fået en pakke hjemmefra, vistnok fra den gård, jeg havde tjent på. En madpakke med fedt, steg, flæsk og æg. Men om morgenen var det hele væk. Tornysteret var vist også fjernet. Og jeg fortalte de andre det, og der kom så også en af mine sønderjyske kammerater, og han fortalte: Det er da ikke så godt, det er da skidt. Christian, hvad vil du så i dag? Ja, nu får vi jo se, når vi nu går fremad, så finder vi nok en.

Når vi nu kommer over til englænderen, så har de nok noget. Det skal jo gå mærkeligt til, hvis vi ikke finder en falden englænder – så kan jeg da tage hans. Eller også en anden tysker. Det er lige meget. Så går vi frem, og gør holdt, og nogen af os kommer til at ligge i en hulvej, og resten på flad mark, til venstre for hulvejen. Der skulle vi afvente ordre. Enten skulle vi ligeud, ellers skulle vi til højre. Over og hjælpe et andet tysk kompagni. De skulle over at storme en landsby derovre. Der havde han bidt sig fast. Engelskmanden. Hvis de ikke kunne klare det, skulle vi over at hjælpe dem. Og så, mens vi sad der og afventede ordren, sad vi der igen. Jeg snakkede om den mad, jeg ikke havde. Sulten spekulerede jeg ikke på. Men så pludselig havde englænderen opdaget, at vi var der.

Og så blev vi overdænget med granater der, og da løb vi så lidt tilbage igen. Noget efter, da salven var forbi, så kom der besked hen til os, at der var en del, der var falden, dem der ikke lå i hulvejen. Og bl.a. var der en, en sønderjyde, som bl.a. havde sagt: Nu har du mistet din mad i dag, han var glad for, at han havde sit tornyster. Han havde lige fået mad hjemmefra, og det var han glad for. Så var der nogen af mine kammerater, der sagde: Nu kan du tage hans tornyster. Men jeg sagde: Nej, det vil jeg ikke, det kunne jeg ikke få mig selv til, for han tilbød ikke noget dengang. Så langt om længe blev der givet ordre til, at vi skulle til højre, og så gik vi hen ad den hulvej, og den endte på en flad mark, og så kom der et dige. Det gik vi op på i gåserække. Så var der nogle englændere, de havde gemt sig bag en busk, en tjørnebusk.

Og så begyndte de at skyde på os, de var vist kun 2 eller 3 mand, og der blev jeg ramt med en kugle gennem benet. Det rykkede op gennem ben og rygrad og op i baghovedet. Jeg tog mig til baghovedet og lod mig falde. Du er ikke færdig. Nej, endnu ikke. Sanitetssoldater kommer hen til mig og spurgte: Bist du verwundert? (Er du såret?) Ja, sagde jeg så. Hvor? Så tager han min hue væk, for han troede, jeg var såret i hovedet. Du hast kein wunder da. Nein, aber in bein. (Nej, det er i benet) Hvorfor tager du dig så til hovedet? Det gør ondt deroppe også. Så forbandt han benet, og du må hurtigt tilbage durchen dorf (mod byen) Aachen. Og der kom jeg så over, og gaden var fuld af tysk artilleri.

Så støttede jeg mig fra den ene kanon og hest til den anden, osv. Da jeg så var kommet midt ind i byen kommer der en granat susende, en engelsk granat, og river det modsatte hushjørne ned. Så tænkte jeg ved mig selv: Nu kan du ikke undgå andet, end at du får en til. Og den hest, der var foran mig, rev sig løs, den blev bange. Den væltede mig ned på vejen. Den løb tilbage. Der kom nogle artillerister. De hjalp mig op. Så humpede jeg af sted igen, det bedste jeg kunne. Så kom vi hen til doktoren, og han lå midt i en bunkers, der var 10 m. dyb. Så spurgte jeg, om der var en doktor her. Ja, du kan bare gå derned. Nej, jeg vil ikke gå derned, for jeg er såret i benet, jeg er helt stiv. Kan I sende bud, at han skal komme herop. Så kom den besked, at jeg skulle ned til ham. Ja, det kan jeg ikke. Og så vil jeg heller ikke.

Så er det ligegyldigt. Så kom han op. Så siger han: Was ist los? (Hvad er der galt?) så svarede jeg ham. Han rev den forbinding af, sanitetssoldaten havde sat på. Das ist ein heimatschusss (lettere sår der medfører hjemsendelse).Ja det var jo godt. Så gav han mig en indsprøjtning mod stivkrampe. Han sagde, du må gå til Cambrai. Ja, det vidste jeg godt. Ja, det er jo mange kilometer, men gå tværs over. Det prøvede jeg på, men jeg kunne mærke i benet, at det kunne jeg ikke. Og englænderne, de gik der, dem vi havde taget til fange: de sagde bare: nach Deutschland, og så skulle vi bare gå tilbage. Så kom vi over til nogle andre tropper langt tilbage. Så tænkte jeg ved mig selv. Gå der sammen med englænderne, det ville jeg ikke. Så gik jeg ned på vejen igen. Og der holdt de her artillerister endnu. Og nogle af dem var ved at spise gule ærter. De spurgte, om jeg ville have nogen, og det ville jeg gerne, for jeg havde ikke spist noget den dag.

Det her var ved 13.30-tiden. Så sagde de til mig: Nu får du bare fat i nogen englændere. De kommer marcherende forbi på landevejen, bare få dem til at bære dig. Men der kommer tyske soldater hen ad landevejen. Jo, hvis vi kommer uden for tærrenet, så er der ikke en tysk soldat. Du skal ikke gå ud over marken. Så kom der  i slutningen af et engelsk kompagni, der var så to. De tog mig så op og skiftedes til at bære mig på ryggen. Så kom vi henad mod Cambrai, og der kom en by. Hvad den hed, ved jeg ikke. Så skulle de til venstre, og jeg skulle ligeud. Og da jeg så kom derhen til dem, undervejs så havde vi tømt mine feltflasker, jeg havde to flasker fyldt med kaffe, dem delte vi, og de gav mig en pakke cigaretter, det gik meget venskabeligt til.

Så kom vi hen til det her store opsamlingssted. De havde ligget der i mange dage, og de ventede efter en vogn, men der var ingen kommet endnu. Nu vil jeg ikke længere i dag, for nu er jeg træt. Nej, men der er plads nok. Det var en stor, åben mark. Så lidt efter, jeg havde lige lagt mig, så kommer der en underofficer kørende. Han har været ude med post til nogle tropper. Så kom han over til mig: Dem der kan hjælpe sig selv, skulle selv klatre op i vognene, i de høje terrænvogne. Jeg prøvede at humpe af sted. Og så var der en mere, der havde fået storetåen skudt af. Og der var en til. Hvad han fejlede, det ved jeg ikke. Det kan jeg ikke huske nu mere. Og vi gik derover, og jeg kunne næsten ikke bøje mit ben. Og ham uden storetå, det var lige 1-2-3 vupti, så var han oppe i vognen. Ræk mig hånden, så trak han mig op. Så sprang han ned igen, vi skal også have den tredje med.

Og så sagde han, at jeg skulle bare tage i ham. Det havde jeg så lige gjort. Så kom underofficeren. Jeg har sagt, at når I ikke kan hjælpe jer selv, så vil vi ikke have ham med. Vi sagde ellers til ham, at vi kan godt hjælpe ham. Men det ville han ikke høre på. Så kørte vi, og han siger så; Hvor vil I hen. Jo, det er meningen, at vi vil til Cambrai. Ja, der skulle han også hen, men han havde fået ordre på, at han ikke måtte have nogen med. Så derfor ville han ikke have os med helt ind til Cambrai. Så han ikke risikerede at møde nogle af sine overordnede. Hestene skulle skånes. I skal køre ud med last og køre med tom vogn tilbage. Jeg siger: Vi vejer egentlig ikke så meget. Der er ikke noget at diskutere. Så kom vi tæt til Cambrai. Og så var der igen et samlingssted for sårede. Der ville han så smide os af. Da var klokken ca. 9 om aftenen. Der stod lægen.

Udenfor på vejen. Han så os, han vinkede, I kan bare køre frem. Men han gjorde holdt, ich habe zwei verwunden hier (jeg har to sårede her). Han ville gerne have os med til Cambrai, men det måtte han ikke. Du kan tænke på dine kammerater, som er derude. Tænk på dem. Du går her og har det godt, men du kan få mit navn og min stilling, jeg skrev det op, og det kunne han bare give til sin overordnede. Hvis han lavede vrøvl. Så tog han os med ind til Cambrai. Vi kom ind ad en gade. Så spurgte han; Hvor vil I egentlig hen? Ja, der er jo et lazaret, henne på banegården, der må nok holde et lazarettog. Ja, siger han så, I kan blive læsset af her ved banegården. Så ville han ikke have os med længere.

Det er godt, sagde jeg så. Så blev vi ligegodt sat af vognen. Så stod jeg og tøflede (Humpede) på det her ben. Jeg kunne næsten ikke støtte på det her ben. Det var helt stift. Så siger jeg til den anden: Kan du løbe derover? (Til Banegården) Ja, det kunne han let. Men der var lukket og slukket på banegården. Så var der ikke andet at gøre end at gå derind. Der var hushjørnet revet af  en granat. Der kunne jeg gå lige ind i stuen. Bare ved at skræve over en mur. Ja, men så ville han blive ved mig. Men det behøver du ikke, hvis du vil ligge ude i gaden. Om du måske kunne finde et lazaret, og vi spurgte nogle soldater, som gik der forbi.

Men de vidste ikke noget. De var kommet fra Rusland. Og mens vi stod der og diskuterede, kom der to underofficerer: Hvad er der galt (was ist los?) Ja, jeg er såret og kan ikke gå. Nå, så skulle jeg så på et lazaret. Om ikke der holdt et lazarettog dernede? Og kammeraten der siger, at han kan ikke komme ind. Det vil jeg undersøge. Da han kommer tilbage igen: Nej, der er lukket og slukket. Så tilbød de mig at bære mig på ryggen. De skulle nok finde dette lazaret, ingen tvivl om det. De var lige kommet fra Rusland, så de var ikke kendt i Cambrai. Og det var vi jo heller ikke.

Så bar de mig i 4 timer. Til klokken 2 om natten. Så fandt vi da endelig et lazaret. Og da ville jeg give dem en skilling, det er ikke fordi jeg vil prale af det, men vi fik jo lidt løn ved fronten, så jeg havde lidt penge. Men de ville ikke have noget. For vi er meget rigere end du er, vi er fra østpreussen . Men hvis du vil gøre lidt til det, så vil vi gerne have, om ikke du vil snakke med overlægen om, at vi kan få en kop kaffe. De havde været henne og spørge personalet, men de havde sagt nej. Det skal jeg gøre, Og jeg gik hen til overlægen og sagde så:

Ja, leider, (desværre) sagde han, alt det vi har, er beregnet til patienterne, de sårede. Rationen var egentlig knap. Hver såret, som kom der, kunne få en kop kaffe og et stykke brød. Ja, sagde jeg, men nu har de to underofficerer der båret på mig i 4 timer og svedt over det og er selvfølgelig tørstige. Ja, siger han så, så snakker vi ikke mere om det, I får en kop kaffe. Og mig skar de så støvlen op på og lagde en ny forbinding, en indsprøjtning, og lagde mig i seng. Så sov jeg jo hen. Så blev jeg først vågen der om morgenen igen. Da kørte vi så i bil ned til lazarettoget i Cambrai. Derfor vil jeg jo gerne se Cambrai igen. Ja, sidste år var vi jo knapt nok klar over det.

Jeg havde heller ikke sagt det til dig, så det var min skyld, desværre. Men nu får du tak for det, du har gjort. Det var så lidt. Der var også noget med, at du kom i fangenskab. Ja, det kan jeg også fortælle. Det var i 1917, vi kom op fra Flandern. Vi havde først ligget der mellem Reims og Arres, et eller andet sted derimellem, og lå i nogle stillinger. Så blev vi trukket ud, og pludselig kom der ordre på, at vi skulle til Flandern. Og så kom vi derop, og så kom vi til Roulers(Roeselare),, det var hovedkvarteret.

Og så kom vi ud til Passendale, Poelkapelle og Langemark. Nu nævner jeg de tre, fordi vi var derude to gange. Den ene gang var vi ved Passendale og Poelkapelle, og den anden gang var vi ved Langemark. Og vi var derude seks dage ad gangen. Så havde vi den procentdel, så de kunne trække os ud. Så kom vi i ro i seks dage igen, og vi var i kirke. Og præsten roste os og takkede os, og udenfor var divisionsføreren. Jeg tror nok, at han hed Freier. Og han takkede os, det var ikke ham, der havde fortjent det, men os. Så skulle vi derud igen. Det kneb derude.

Så seks dage igen, det var ikke det samme sted. Der blev jeg tildelt løbeposten. Der var fire løbeposter. Ud fra den første linie og tilbage til bataljonen. Og det skulle vi så skiftes til med alle de meldinger der kom at løbe fra den ene til den anden. Jeg havde løbepost nr. 2. Når de kom med meldinger ude fra linien, skulle jeg løbe med melding til løbepost nr. 3. Og omvendt, når der kom fra nr. 3 skulle jeg løbe til nr. 1. Vi var tre mand til at være på vagt. Det var den ene gang. Den anden gang kom vi på en lyskasterpost.

Vi skulle give signal tilbage til artilleriet. Det blev skudt af udenfor. Der var ingen rigtig fast linie, men de lå udenfor, vores kompagni. Så stod vi der, lige ved siden af bataljonsstaben. De lå nede i jorden. Og der kom så en officer op. Han kom fra artilleriet. Og så siger han, jeg skal her til at give signal tilbage til artilleriet. Han var en artilleriofficer. Han skulle se, hvor skuddene faldt. Om vi ikke kunne overtage den post. Jo, det var helt udmærket. Den aften, vi var kommet derud, havde jeg kapslen med håndgranaterne. De lå i en trækasse på denne længde og bredde.

Når de her håndgranater, stelt-granater, ikke har split/kapsel i, så kan den ikke eksplodere. De er fyldt med dynamit. Og så skal den her sprængkapsel i, for når vi rykker tråden ud, så giver det en gnist, og den afgiver en varme på 3.000 grader, som får dynamitten til at eksplodere. Det er det, der gør det. Jeg har kogt kaffe, det kan godt være, I ikke vil tro det, men jeg har flere gange kogt kaffe ved sådan en håndgranat. Når man sætter en tændstik til, så flammer det bare lige som en gasflamme. Det har jeg varmet kaffe tit ved sådan en. Nå, så siger jeg til underofficeren, vi er kommet ud til, at jeg havde dem, men nu var det mørkt, nu kunne jeg ikke se til det, men vi kunne fortsætte i morgen tidlig.

Og så blev vi inddelt. Vi var tre mand. Der var en ung mand lige som mig, og så var der en gammel mand, nogenoghalvtreds år. Han var fra enten vestpreussen eller østpreussen. Og vi skulle skiftes til det her. Så siger jeg, at jeg kan godt gå ud og tage den første tørn. Det er lige meget. Det kan du godt. Jeg skal nok komme om to timer, og det gjorde han så også, og så gik jeg tilbage. Og så sagde jeg til ham (den gamle), at nu skal du derud. Så siger han Ach mein Got, ach mein Got, ich kann nicht, ich kann nicht. Nåja, så gik jeg derud igen. Så sagde jeg til den anden: Han vil ikke derud, jeg ved ikke, hvad vi skal gøre ved det. Men lad ham nu hvile så til i morgen. Og vi to afløser så hinanden. Nu går jeg tilbage, og så vil jeg have lidt at spise og sove lidt. Og hvad tid jeg kommer tilbage, det ved jeg ikke.

Men så begyndte englænderne at bombardere os, og så siger underofficeren, at vi skal holde udkig. Jeg tænkte ved mig selv, ja det kan han selv gøre. Ellers kan den anden gøre det, for jeg har været på vagt. Og jeg blev siddende, jeg havde gumlet noget brød i mig, så sad jeg sådan og blundede lidt i det her hul. Ich verstehe es nicht, sagde han så. Du sidder der ganske roligt og lader englænderne bombardere os. Ja, jeg er ligeglad, sagde jeg så, jeg har lige været på vagt, og nu vil jeg have ro. Så kan makkeren. Så pludselig siger han: Der Tommy kommt – heraus! Og så måtte vi ud. Så kom englænderne frem. Og håndgranaterne frem. Han tog en håndgranat i hånden og svingede den.

Jeg siger: Det hjælper ikke noget, for de er ikke lavet skarpe. Og så blev jeg sådan skældt ud, som jeg aldrig var blevet før. Nå, så lad os da lave dem skarpe. Jeg tog kapslerne op. Nein – keine zeit. Nå. Så smed jeg det her skidt. Så gik jeg ud, og vi skulle samles ude ved …hus.Det var for resten der på det sted, vi stod lyttevagt. Og der stod hauptmann og gav befaling til løjtnanten. I den og den retning skal du gå med kompagniet, sagde han. Da liegt der feuer wir müssen da for. Så gik jeg jo med også, og da tænkte jeg slet ikke på, jeg havde slet ikke behøvet at gå med. Det tænkte jeg jo ikke på, jeg havde jo den post derude. Nå, jeg gik alligevel med derud, og vi fik englænderne smidt tilbage, og da det så var sket, vendte vi om igen. og så kom jeg tilbage til hvor den gamle stod. Hvad står du der efter?

Han vil ikke, sagde han så. Nå, men jeg vil hen og spise, så skal jeg nok komme. Så kommer jeg jo derhen. Så siger jeg: du skal derud nu. Men han begyndte: Ach mein Got, ach mein Got, ich kann nicht., ich kann nicht. Så faldt han på knæ og han foldede sine hænder og bad. Ja, hvad, så spiste jeg, og så gik jeg derud igen. så om aftenen ville de trække sig tilbage, bataljonsstaben. Det gjorde de uden videre. Uden vi vidste det. Så stod vi der og gloede. Hvad skal vi så – nu har vi jo ingen. Vi bliver nødt til at gå tilbage til vores gruppe. Det gjorde vi så, og der kom mange soldater. Wir sind versprängt. Nu vil jeg tilbage til Roulaix, for at stå herude til nar, det vil jeg ikke. Så var vi en flok på en snes mand, vi vandrede tilbage til Roulaix.

Og hvordan vi fandt ind i byen og fandt vores kvarter, det ved jeg ikke. Det var første gang, vi var der, men vi fandt det helt automatisk, og pludselig ude på gaden traf vi feltofficeren. Was wollt Ihr? Wir sind versprängt. Det var de da ligeglade med. Der kom flere og flere tilbage. Der var ikke noget at gøre. Et par dage efter kom løjtnanten også tilbage fra et andet kompagni. Så holdt han en tale for os. Vi skulle derud igen om aftenen. Ud til tropperne. Vi skulle ikke være feje. Vi skulle tænke på vores fædreland, vi skulle tænke på vores forældre og det hele. Vi skulle beskytte dem og holde fjenden fra den tyske grænse osv.

Der var jo så meget der i den dur. Og han var jo selv en skiderik.

Da gik vi jo derud der om aftenen, det var mørkt. Det blev henad på morgenen inden vi kom helt derud. Da øsregnede det. Så var vi så heldige at komme forbi en regimentskommandør. Så siger han til løjtnanten. Wo wollen Sie hin? Ha, Han kunne ikke forstå, hvad han ville derud efter i det regnvejr. Det var bare om at komme tilbage igen, og hele regimentet skulle trækkes ud igen. Og det kom vi så. Så var der ikke mere der. Så kom vi tilbage til 2. stilling.

Det her, det var i -17, så går vi fremad til 1918 igen. Jeg kom derud i juli måned, efter jeg havde været såret. Da var vi ved Cambrai. Så var vi derude lidt. Så kom vi til oktober måned.

Så kom englænderne. Mig og en mere blev trukket tilbage fra skyttegravene. Der var en by med feltkøkken. Suppe og brød blev vi tildelt der om aftenen. Det dampede vi så af med. Og brødet fik vi også der. Det var galt med suppen, det var jo mørkt, så siger underofficeren til os: Det kan I dele i morgen. Brødet pillede vi af i stykker. Så ville jeg godt have et hvil, inden jeg skulle have vagt. Men jeg kunne ikke sådan falde i søvn. Så gik jeg en tur langs med hegnet. Så siger jeg til en kammerat: Kan du høre? ovre ved ham, han kører fremad med kanonerne og artilleri. Ja, lass ham doch kommen, så kan vi blive taget til fange og komme til London som strassenfeier (gadefejer). Og ganske rigtigt, om natten kl. 4 begyndte han at bombardere os. Og da lå jeg i et hul, vi var to mand der, vi kunne ikke være flere. Overdækket med grene, det var flyverbeskyttelse, så flyverne ikke skulle opdage os. Så siger han til mig: Rathkjen, vil du med (willst du mit nach hinten) tilbage. Jeg sagde ja. Her bliver vi overrumplet. Og han siger: Nej, Rathkjen, det går ikke. Kuch mal (se engang tilbage) og da skulle vi se. Tilbage var en stor bjergskråning.

Og der lå spærreilden. Og han skød også med maskingeværer. Og det gik rundt i en halvcirkel, ligesom en hestesko. Vi var fuldstændig omringet. Kl. 5 blev der råbt Hurray udenfor. Så er Tommy der, nu er det ud (heraus). Det ville han ikke. Jo, for hvis de finder dig her, smider de bare en håndgranat ned til dig, og så er du færdig. Så er du skyld i din egen død, men går du med op, så er der måske en chance endnu. Om jeg turde vove det – Ja, jeg skal nok gå foran. Jeg sprang op og så ud. Og så sagde jeg til ham: Kom Nu, da jeg så sagde det, så jeg en englænder, der skød op i luften. Så gik jeg hen til dem, så siger de watch, watch, så ville de have mit ur. Det havde jeg hængende der i bukselommen.

Og de kiggede efter noget mere, men der var ikke noget. Så blev vi samlede. Og mens vi stod der, kom jeg i tanker om, at vi skulle have vores kaffe med. Og den ligger altså i tornysteret. Og mens jeg stod der med tornysteret og skulle have lukket op, kom der en englænder farende og pegede med bajonetten på brystet af mig. Så smed jeg tornysteret, jeg regnede med, at jeg ikke måtte. Så siger han Go on, go on, så skulle jeg lukke tornysteret op, så han kunne se, hvad der var i den. Så tog jeg en kasse, og jeg tog det brød, der var. Han siger: Go on, så var der ikke noget i vejen. Har du fået dit brød, nej det havde han ikke. Så går vi igennem et hegn. Der blev skudt på os med maskingeværer, der var også en, der blev såret i maven. Ham måtte vi bære et stykke tilbage, så døde han.

De tog (Ilier?)os, de ville have halsen skåret over på os. Det var ikke rart. Det var bedre med englænderne, de beskyttede os. Så langt om længe kom vi igennem en landsby, og de så os. De fik travlt at samle sten op og bombardere os med sten. Men nogen de vinkede til os, de vidste, at krigen var til ende for os. Og vi blev jo ved at marchere, så kom vi ud på en mark, der var mange tusinde fanger. Og der var hverken beskyttelse eller nogen ting. Det var en åben mark. Bare omhegnet med pigtråd. Og det sneede, og det haglede, det var den 22. oktober. Hver eftermiddag kl. 4 kom en engelsk officer og talte af, 2000 soldater.

Der skulle marcheres et stykke frem til et tog. Så der om eftermiddagen kom han lige inden for lågen og talte 2000 mennesker, så kunne vi gå igen. Så snakkede vi om: i morgen så vil vi prøve at komme tidligt op, lidt før kl. 4, men det var ikke nemt, jeg havde ikke noget ur. Det havde de taget. Der ved middag, da begyndte vi at gå op i den ende. Vi gik der og snakkede om noget andet. Vi fik ikke noget at spise og ikke noget at drikke. Det var fortvivlende. Så gik vi og snakkede med hinanden om noget andet bare for at få tiden til at gå. Den tredje dag skete det samme. Da kom vi alligevel op, og vi var så heldige, at han gik og talte op fra venstrefløjen.

Og da fik vi det første mad. Det var en kiks og en dåse kød. Vi fik ikke noget at drikke. Og så marhcerede vi et lange, lange stykke for at komme til en banegård. Vi marcherede langs en flod, og vi var tørstige, og nogle begyndte at ville springe ud af geleddet for at få noget vand. Men vi fik en på hovedet af en knippel, forstår du. Vi måtte ikke gå ned og drikke det vand. Det var ikke fordi de misundede os det, men det var forgiftet. Tyskerne havde forgiftet alt vand. Så langt om længe, så kom vi da til toget, og når vi holdt ved forskellige stationer, vi sad i kreaturvogne, der var mennesker, der kastede sten ind. Så langt om længe kom vi ligegodt til fangelejren Abeville.

Der er vi 18.000 mand, delt i tre hold, 6.000 i hver. Så fik vi et rundt franskbrød, skåret ud i kiler. Der kunne blive 15 kiler, og vi lå 15 mand i et telt. Så fik vi en klat smør på størrelse med en tommelfingernegl. Og så ved middagstid, ved 10-tiden begyndte de første at få middagsmad, 1000 mand ad gangen. De sidste 1000 fik middagsmaden hen på eftermiddagen, ved 4-tiden. Og det kom ind til os i en stor kedel, og hvordan vi så ville spise det, det måtte vi selv om. Nu var vi heldige. Vi havde vores gasmaske med. Gasmasken kunne vi smide væk, og så havde vi hylsteret. Så fik vi maden derop i. Ske og gaffel havde vi i behold endnu. Så kunne vi da spise det.

Det var ikke alle, der havde det. Så fik vi middagsmad. Og ved 5-6 tiden fik vi en kop te og så en kiks pr. mand, sådan ca. Så senere blev vi tre sønderjyder i et arbejdskompagni kaldt ned til Le Havre. Vi skulle sendes til England, så kunne vi sejle derover. Det var efter 4 ugers forløb. Vi kom derover til juli. Så sejlede vi til Southhampton og Porthsmouth, og så kom vi af færgen der og med toget til London, til Feldham. Og der var vi så en nat eller to over.

Det husker jeg ikke mere i dag. Men så kom vi til Hull og kom på en dansk damper, Sct. Thomas, og blev sejlet hjem til Randers. Jeg blev vældig godt modtaget, og se på damperen Sct. Thomas fik vi det første danske mad. Og det var jo for os højt smørrebrød, der var franskbrød og rugbrød, og det vi længtes efter, det var rugbrød. Og kaptajnen ombord, flinke mand, ikke fordi han misundede os det, men vi måtte gerne spise det danske brød, men vi skulle selv passe på. Det var ikke sikkert, vi kunne tåle det danske brød. Tag hellere et stykke rugbrød mindre og et stykke franskbrød mere. For det var vi jo vant til at spise. Vi havde ikke fået andet end franskbrød i fangenskabet. I England spiser de ikke andet end franskbrød.

Hvor gammel er det, du er nu?

Jeg er 77.

Hvor gammel har du været i 1918?

Jeg kom ind i 1916, og da var jeg 17 i november, så fyldte jeg 18 i december. Dengang jeg blev taget til fange i 1918, var jeg fyldt 20 i december 1918.

Du har været ganske ung.

Ja, ja, jeg var jo en af de yngste. Der var vist dem fra 1900, der kom ud til sidst.

Der var enkelte, der var yngre.

Så vil jeg sige tak for en god beretning!

 

Kampene rasede rundt omkring i verden, men størstedelen af slagene fandt sted på Vestfronten i det nordlige Frankrig og belgien; Østfronten langs grænserne til Rusland; den italienske front overfor Østrig-Ungarn; Balkanfronten i Serbien, Tyrkiet og Rumænien; den tyrkiske front i Egypten, Palæstina og Mesopotamien; Afrika; Kina; og til søs. Disse slag så oprindelsen til størstedelen af de kraftige våbensystemer i Anden Verdenskrig, især kamp-vogne, ubåde, fly og maskingevær og hurtig-skydende artilleripjecer.
Rusland var den første stormagt der forlod krigen, den 3. marts 1918. Bulgarien overgav sig den 29. september, Tyrkiet den 31. oktober, og Østrig-ungarn den 3. november. På vestfronten fik to enorme allierede offensiver, indledt den 26. og 27. september, de tyske arméer til at smuldre efter mere end fire års dødvande. Kejser Wilhelm II abdicerede den 9. november og dage senere sluttede en våbenhvile kampene. En række af traktater, underskrevet i 1919, bragte fred til Europa. I alt kostede Første Verdenskrig næsten 10.000.000 døde og omkring 20.000.000 sårede. Stormagternes tab var:

 

 

ALLIEREDE

-

Dræbte

Sårede

Storbritannien

947.000

3.122.000

Frankrig

1.385.000

3.044.000

Rusland

1.700.000

4.950.000

Italien

460.000

947.000

USA

115.000

206.000

CENTRALMAGTERNE

-

Dræbte

Sårede

Tyskland

1.808.000

4.247.000

Østrig-Ungarn

1.200.000

3.620.000

Tyrkiet

325.000

400.000